Ordforklaring
It-branchens mange fagudtryk kan virke skræmmende og uforståelige for almindelige mennesker. Her forsøger vi at forklare de ord vi bruger til dagligt.
- Afledning, afledt ord
- Et ord der er dannet ved afledning. Substantivet "bekæmpelse" er f.eks. en afledning af verbet "bekæmpe". Når vores søgemaskine udvider dine søgeord, vægtes afledninger lavere end bøjninger, men højere end synonymer.
- Ankiro
- Vores firmanavn. Trods den japanske klang er det faktisk en omskrivning af det latinske "anquiro" (jeg søger efter).
- Ankiro Search for EPiServer
- Søgeplugin til EPiServer CMS 5.x. Baseret på Ankiro Enterprise Search. Læs mere.
- Ankiro Search for Sitecore
- Søgeplugin til Sitecore CMS 5.x og 6.0. Baseret på Ankiro Enterprise Search. Læs mere.
- Betydningsnetværk
- Et netværk af ord og begreber med indbyrdes betydningsrelationer. Vores tesaurusser er en slags betydningsnetværk.
- Bøjning
- Det at et ords form ændres for at afspejle forskel i f.eks. tid og tal.
- Bøjningsform
- Den form af et ord som fremkommer når ordet bøjes. Ordet "bilerne" (flertal bestemt) er en bøjningsform af "bil" (ental ubestemt).
- Crawler
- Et program der henter data fra f.eks. hjemmesider ved at efterligne en brugers klik på alle de links det støder på. Kaldes også for en "robot" eller "spider".
- Datalingvistik
- Datalingvistik arbejder med datalogisk håndtering af sprog. Datalingvister kan f.eks. opbygge ordbaser, arbejde med automatisk oversættelse af dokumenter og udvikle brugergrænseflader som gør det muligt at kommunikere med en computer (f.eks. ved talegenkendelse). Ankiro er en datalingvistisk virksomhed med tæt kontakt til lingvistiske og datalingvistiske forskningsmiljøer. Ankiros ekspertise er brugervenlige søgeredskaber. Brugervenlige fordi vi netop kombinerer vores lingvistiske og datalogiske viden i søgeredskaberne. Vi tager ikke udgangspunkt i teknologien, men i det sprog brugerne anvender. Derfor er vores slogan "Digital tools on human terms".
- Fonetisk
- Fonetik er den del af sprogvidenskaben der beskæftiger sig med sproglyde. Ankiros stavekontrol er fonetisk i den forstand at den tager højde for hvordan vi udtaler ordene. Hvis du søger på qualitet, retter Ankiros stavekontrol søgeordet til kvalitet. Hvis du søger på ægtefælde, retter Ankiro til ægtefælle.
- Homonymer
- Et ord som skrives (homografer) og/eller udtales (homofoner) på samme måde som et andet ord, men som ikke betyder det samme. Homonymer eller flertydighed er en udfordring for søgemaskiner - selv når man som Ankiro benytter ordbøger. Ankiros brug af ordbøger gør det dog muligt at spørge brugeren: "Mente du X eller Y?" (en såkaldt did you mean-funktion).
- Indeks
- Et afgrænset område af parset indhold, f.eks. fra en hjemmeside eller anden dokumentsamling.
- Kundetesaurus
- En tesaurus der tilhører en kunde. Indeholder ord der er specifikke for kunden. Udvikles oftest i forbindelse med salg af en søgemaskine. Kaldes til tider "fagtesaurus" fordi den indeholder specifikke fagtermer.
- Lingvistik
- Se Sprogvidenskab.
- Normalisering
- Termer normaliseres før de lægges ind i indekset. Ligeledes normaliseres opslag før de slås op i indekset. Det sker for at fjerne f.eks. accenter og andre specialtegn, samt forskel mellem store og små bogstaver. Et navn som "Café Europa" normaliseres til "cafe europa".
- One Line Search
- Tilkøbsmodul til Ankiro Enterprise Search. Gør det muligt at søge meget specialiseret.
- Ontologi
- En ordbase der er ordnet taksonomisk. Både Ankiros jobsøgningsportal (Fagjob) og iFAQ er baseret på ontologier.
- Ordbog
- Ankiros ordbøger er databaser med mange hundredtusinde ord og deres bøjningsformer, stavevarianter og sammensætningsoplysninger.
- Ordfrekvens
- Hvor hyppigt et givet ord forekommer i en tekst eller en tekstsamling.
- Parser
- Et program der gennemser en tekst eller bogstavrækkefølge.
- Parsing
- En automatisk analyse af en tekst eller et andet sprogligt input samt efterfølgende strukturel analyse. Ankiros dialogrobotter og iFAQ benytter en parser som analyserer et skriftligt input (brugerens spørgsmål) og udleder en strukturel analyse (genkender ordenes ordklasser og bøjningsformer og analyserer den enkelte sætnings syntaks).
- Reportal
- Statistikværktøj til Ankiros søgemaskiner. Kræver Microsoft SQL Server 2000 eller nyere. Læs mere.
- Semantisk netværk
- Se Betydningsnetværk.
- Sitecore Ankiro Search
- Søgeplugin til Sitecore CMS 5.x og 6.0. Baseret på Ankiro Enterprise Search. Læs mere.
- Site Search
- En komplet søgemaskine til hjemmesider og mindre intranet. Site Search kan enten hostes af Ankiro eller køres i eget miljø hvilket kræver en Windows 2000 Server eller nyere. Læs mere.
- Sprogvidenskab
- Videnskab der undersøger og beskriver sprogets struktur, brug og udvikling.
- Stavekontrol
- En stavekontrol kan opdage fejlstavede ord ved at undersøge om en streng i et tekstinput er repræsenteret i ordbogen. Stavekontrollen kan derefter foreslå en alternativ stavemåde. En almindelig stavekontrol foreslår ord der er så tæt på det skrevne ord som muligt, ved f.eks. at bytte om på bogstaver i ordet (hte -> the), ved at erstatte bogstaver i ordet (thw -> the) eller ved at tilføje eller slette bogstaver i ordet (the -> their, eller thes -> the). Ankiro har udviklet en fonetisk stavekontrol hvor ord undersøges på bogstavniveau. Udtalen af et ord ligger ofte langt fra stavemåden. Derfor undersøger vi om nogle bogstaver deler udtale. F.eks. kan "e" og "æ" lyde ens: I "heks" lyder e som æ.
- Stjernesøgning
- Se Trunkering.
- Streng
- Et eller flere ord. En sekvens af ord, f.eks. en søgestreng.
- Synonym
- Ord med samme indhold, men forskelligt udtryk. Ordene hospital og sygehus er synonyme. Hvis du søger på sygehus, skal du selvfølgelig også finde sider og dokumenter der handler om hospitaler. Det kan Ankiros søgemaskiner.
- Synonymordbog
- Ordbog med synonymer. Ankiros tesaurusser er en slags avancerede synonymordbøger.
- Søgestreng
- En struktur, f.eks. et eller flere ord, som man søger på i en database eller en tekst.
- Taksonomi
- Hierarkisk klassifikation af begreber. Inddelt i kategorier (overbegreber og underbegreber). Et klassisk eksempel er Carl von Linnés biologiske taksonomi. Ankiros ontologier er ordnet taksonomisk, men har mange flere oplysninger og relationstyper end traditionelle taksonomier.
- Term
- Søgbar enhed i ordbog. En term er et eller flere ord.
- Tesaurus
- En udvidet synonymordsdatabase. Kan indeholde ord der er synonymer, antonymer, relationer, smallere, bredere osv. Vores tesaurus (som redigeres med Thesaurus Trainer) indeholder synonymer, afledninger, forkortelser, sammensætninger, tilknytninger, smallere og bredere samt angivelse af homografi.
- Trunkering
- At skrive en stjerne (*) før eller efter et søgeord. Kaldes også stjernesøgning eller wildcardsøgning. Stjerne efter "sko" betyder ord der begynder med sko (finder f.eks. dokumenter med "skole", "skovbetjent" og "skotøj"). Stjerne før "sko" betyder ord der ender på sko (finder f.eks. dokumenter med "fiasko", "balletsko" og "laksko"). Trunkering er meget udbredt, men det er også, som det fremgår af eksemplerne, meget problematisk. Hvis man søger på "sko*" i håb om at finde dokumenter om skotøj eller skofabrikker, finder man desværre også dokumenter om skolelærere og skovbetjente. Ankiro bruger derimod ordbøger med ægte bøjningsudvidelser og oplysninger om ordsammensætning så en søgning på "sko" kun finder dokumenter der faktisk handler om sko. Ankiro søger altså automatisk på både "balletsko" og "laksko" når du skriver "sko", og det overflødiggør trunkering.
- Webservice
- En stump kode der kaldes internt eller eksternt (fra egen eller andres kode). Typisk benyttes webservices til udveksling af data, f.eks. indeksdata eller søgninger.
- Wildcard
- Se Trunkering.